Studenterrådet ved Aarhus Universitet søger skribenter

0

Vil du gerne formidle din viden og erfaring som studerende i Aarhus videre på en spændende måde til dine kommende medstuderende? Så skal være med til at skrive Studenterhåndbogen for 2016. Vi ønsker hos Studenterrådet at byde nye studerende varmt velkommen på Aarhus universitet. Det gør vi med den årlige studenterhåndbog, og vi har derfor brug for dine redaktionelle skrivefærdigheder til at skabe indhold, som er relevant for de ca. 7000 nye universitetsstuderende hvert år.  

Hvad er Studenterhåndbogen?

Studenterhåndbogen udkommer en gang om året ved sommerens studiestart til de nye studerende på Aarhus Universitet. Den indeholder al den nyttige viden en ny studerende skal bruge for at starte sit uddannelsesliv i Aarhus. I Studenterhåndbogen er der plads til det kulørte, det innovative og det seriøse, så længe du skriver om emner, der har interesse for en studerende som dig selv. Hvor skal man tage sin date med ud og spise? Hvor kan man nyde gode livebands en lørdag aften i byen, og hvor kan man finde inspirerende faglige fællesskaber? Som skribent kan du frit udfolde dine kreative ideer, gå på opdagelse i Aarhus og fortælle de studerende, hvad de må vide.

Hvad får du ud af det som skribent?

Som skribent bliver du en del af en redaktion, hvor vi diskuterer og vender historier, vinkler og sproglig formidling. Derudover får du praktisk erfaring på dit cv samt navn og billede på en produktion med oplag på mellem 12.000-15.000. Vi kan ikke tilbyde løn, men derimod en sjov og innovativ arbejdsproces med rig mulighed for faglig sparring, arbejdstiderne er helt op til dig selv, og der er mulighed for at bruge Studenterrådets lokaler som kontor, og så gør vi i øvrigt en dyd ud af socialt samvær, hvor vi blandt andet nyder en øl i Studenterbaren under os, når arbejdet skal fordøjes. Da arbejdet er frivilligt, er det vigtigt at understrege, at der altid kan blive afsat tid til redaktionel sparring, refleksion omkring arbejdsprocesser og diskussion af nye ideer.

Til slut kan det nævnes, at der vil være mulighed for at blive tilknyttet lignende stillinger og opgaver, hvis du efter forløbet føler dig fristet af fortsat at være tilknyttet vores organisation.

Vi håber på at kunne tilknytte 2-4 skribenter, hvor kommunikationsansvarlig for Studenterrådet, Jesper Munk Jakobsen vil fungere som tovholder. Er du glad for at skrive, tør du at tænke kreativt og føre ideerne ud i livet med din målgruppe for øje. Så skriv en kort ansøgning og vedlæg et eksempel på en tekst, du har skrevet. Har du ikke en tekst, du kan vedlægge, så forhindrer det dig ikke i at ansøge om stillingen, det er blot for at få ide om, hvordan du skriver. Send det senest den 15. marts til kommunikation@sr.au.dk. Du er også mere end velkommen til at skrive, eller ringe på 24 46 31 11 til kommunikationsansvarlig Jesper Munk Jakobsen, hvis du har spørgsmål.

Du kan læse om Studenterrådet sr.au.dk og se Studenterhåndbogen fra 2015 på sr.au.dk/salg/studenterhaandbogen