Oliver Mølgaard Gertsen og Jes Enok Steinmüller tiltræder som henholdsvis forperson og næstforperson i Studenterrådet d. 1. februar 2024.
Oliver Mølgaard Gertsen og Jes Enok Steinmüller er valgt som makkerparret, der skal stå i spidsen for det nyvalgte forretningsudvalg – og de er klar til opgaven. Både lokalt på Aarhus Universitet og i den nationale uddannelses- og forskningspolitik er der nok at tage fat på, så det nye forretningsudvalg står klar.
Trivslen blandt de studerende er fortsat i fokus hos Studenterrådet.
Oliver mener, at hvis trivsel skal forbedres på universiteterne, skal det ske i samarbejde med de studerende, og ikke på vegne af dem.
”Vi skal blive ved med at dele vores arbejde med fagrådene på universitetet, hvis vi bliver ved med at inddrage dem og understøtte dem, så kan vi nå ud til endnu flere studerende, og på den måde kan så mange som muligt være med til at bidrage, til en bedre trivsel på deres studier. De bedste beslutninger træffes nemlig lokalt!”, siger Oliver Mølgaard Gertsen.
Studietiden skal være mere end forelæsninger og tidspres.
Studiet fylder mest, når man er studerende – og det skal det også, men det betyder ikke, at det absolut skal fylde alt.
”Vores studier fylder enormt meget af vores hverdag, og sådan skal det være, vi er studerende, men vi må ikke blive robotter. Vi skal være hele mennesker, det tror jeg også samfundet har brug for, når vi kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi sørge for, at universitetet ikke bare bliver et solo-ræs mod tiden, hvor man samtidig presses både økonomisk og socialt. Vi arbejder for, at vi i samarbejde med resten af de studerende på AU kan være med til at skubbe til trivslen i den rigtige retning. Hvis det skal være et sundt og bæredygtigt studieliv, så skal der også være plads til liv.”, siger Oliver Mølgaard Gertsen.
Det nye forretningsudvalg er:
Oliver Mølgaard Gertsen
Jes Enok Steinmüller
Stine Munkholm Jespersen
Ditte Tibert Stoltze
Marie Heuckendorff Hansen
Frederikke Brunnt
Frederik Jessen