Universitetsvalg 2014 – og hvad så?

0

Universitetsbestyrelsen, Akademisk Råd og Studienævn – ord du muligvis har hørt før, men ikke helt forstår og som andre nok tager sig af.
Men nej! Universitetsvalget står for døren, hvorfor DU har mulighed for at afgive DIN stemme og deltage i en af de vigtigste demokratiske begivenheder i din studietid.
Og det bliver ikke sidste gang, så hvorfor ikke sætte dig ind i det allerede nu?

10697245_10152428258066497_884810652799863932_o

Af Marko Sebastian Stokic Heibøll

Hvad er det egentligt, #univalg14 går ud på?

Universitetsvalget er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor du, som studerende, får muligheden for at have indflydelse på din studietid og dit universitet. Valget indebærer nemlig, at repræsentanter for dig, bliver valgt ind i styrende organer i universitetstrukturen, hvad end det er Studienævn, Akademisk Råd eller Universitetsbestyrelsen.

Jeg vil fortælle en historie om en af mine medstuderende fra Statskundskab, Louise. Louise begyndte på første semester og glædede sig. Efter et afbræk fra tiden med næsen i bøgerne på gymnasiet, skulle hun igen fordybe sig – og ovenikøbet i noget hun syntes var spændende! Louise oplevede dog allerede efter første eksamen, at det hele drillede lidt; karakteren blev ikke som hun forventede.

Er det nu undervisningens, underviserens eller hendes egen skyld? Hun ved det ikke, men huskede, at Ole fra Statsrådet (red. fagrådet på Statskundskab) engang havde sagt, at de kunne hjælpe. Gennem Ole fandt Louise ud af, at bedømmelsen havde været for hård og Ole vejleder Louise, så hun får udarbejdet en klage. Resultatet bliver, at hendes karakter hæves. Ole kæmper derudover videre med sagen i Studienævnet og får studieordningen ændret, så andre studerende ikke får samme dårlige behandling. Louise glæder sig derfor over, at hun engagerede sig og fik stemt til universitetsvalget. Selvsamme situation, kan du stå i om ikke så længe.

Derfor, kære medstuderende, er det vigtigt at du får stemt!

Ved at stemme, er du med til at sikre, at kompetente og engagerede studerende vælges ind i de styrende organer på Aarhus Universitet. Det er dine medstuderende, der ønsker at universitetet stadig leverer undervisning af højeste kvalitet, at studiemiljøet på dit fag er indlæringsfremmende og sikrer at dine interesser bliver hørt!

Jamen, hvad skal jeg så stemme, spørger du nok.

Her er tre gode argumenter for at stemme på dit fagråd og derigennem på Studenterrådet:

1) Studenterrådet er din interesseorganisation og dermed partipolitisk uafhængig. Vi kæmper for dine interesser – og ikke for en forkromet ideologi – hvorfor vi gerne vil høre fra dig. Det gør vi ved, at være bredt repræsenteret på hele universitetet

2) Vi har tillidsvalgte i Studienævn, Akademisk Råd og Universitetsbestyrelsen og har altid fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig i universitetsmaskinen. Vi er organiseret i fagråd og -udvalg på dit studie. Gennem disse beskæftiger vi os med dine problemer, som vi kæmper for at løse i de rette organer.

3) Studenterrådet er en åben og demokratisk organisation, hvor alle studerende ved Aarhus Universitet kan deltage. Derfor har du også muligheden for at få indflydelse på universitetet ved at blive aktiv i dit fagråd. Hiv fat i din lokale fagrådsrepræsentant, for at høre mere!

 

Første skridt på vejen er at stemme til #univalg14!

Følg med på Facebook, stem-sr.dk, hos dit lokale fagråd og i kantinerne derude!

Vi ses!